Ung skytte får tildelt 20.000 kr.
fra Roskildes talentudviklingspulje.
 

 

Egenskaber som koncentration, målrettethed og engagement er nødvendige for at skabe gode resultater som skytte. Det er færdigheder, som Stephanie Grundsøe er i besiddelse af.

Når Stephanie går på skydebanen, har hun evnen til at lukke af for alt andet end sin skydestilling. Mange beundrer Stephanie for denne evne.

Stephanie er meget målrettet, og når hun har sat sig noget i hovedet, bliver hun ved, indtil det mål, hun har sat sig, er nået. Det kommer til udtryk, når hun er til træning på skydebanen, hvor hun træner flere timer fordelt over gennemsnitlig tre til fire dage om ugen, og hver træningsperiode har en varighed på op til fire timer.

Stephanies målrettethed og engagement har gjort, at hun i løbet af 3 år er blevet en af Danmarks bedste børneskytter. I 2014 har Stephanie vundet 22 guld-, 4 sølv- og 2 bronzemedaljer.

Stephanie er meget vellidt blandt sine kammerater og sine konkurrenter. Hun er meget glad for at hjælpe andre under træningen.

For at få det optimale ud af skole og træning  går Stephanie i talentklassen på Himmelev skole.*

 

Ambitionerne stopper ikke, Stephanies største mål er deltagelse i OL, men inden er der flere delmål, hvoraf det første er nået - nemlig at blive udtaget til juniorlandsholdet på 10m luftriffel. De næste delmål er deltagelse i EM og VM.
Hun skal allerede i forbindelse med Gundsølille skytternes 150 års jubilæumsarrangement den 15.-17. januar 2016 forsøge at kvalificere sig til EM. - Et kæmpe arrangement der kommer til at foregå i Gundsølillehallen, hvor der opstilles 40+9 baner, og der kommer eliteskytter fra hele landet. Skytternes bestyrelse vil anbefale at man kigger forbi for at se Danmarks bedste skytter skyde med luftriffel.

 

Det har været spændende at følge Stephanie fra hun kom som 5. klasses elev i 2011 deltog i skoleskydningen til i dag, og se den kolossale fremgang hun har haft.

 

De 20.000 kr. er øremærket til rejse og ophold i forbindelse med stævner i Danmark og udlandet.*

 

 

Fakta:  Hvad er talentklasser på Himmelev Skole?:
I talentklasserne på Himmelev Skole har eleverne morgentræning (2 lektioner) 2 gange om ugen. Morgentræningen er idrætsspecifik og basistræning i forhold til den enkeltes idræt. Den ligger tirsdag og torsdag kl. 8.00 - 9.30.
At være elev i talentklasserne, 8. T. og i 9. T., betyder, at eleverne har de samme antal timer som de øvrige klasser på årgangen, men de har 4 lektioner mere i idræt som er morgentræning.

 

Fakta: Roskildes Elite- og Talentråd
Rådet har til formål er at udmønte de af Roskilde Kommune fastlagte retningslinjer og principper for eliteidræt i Roskilde Kommunes idrætspolitik.
Rådet skal synliggøre eliteidrætten og talentudvikling, dens udøvere og aktiviteter.
Herudover forvalter Roskilde Elite- og Talentråd den økonomiske ramme, der årligt er bevilliget fra Kultur- og Idrætsudvalget til Team Danmark Elitekommuneprojektet. Rådet sikrer at de afsatte midler til projektet bliver udnyttet optimalt.
Det er endvidere Roskilde Elite- og Talentrådet opgave at arbejde med udvikling af talent og eliteidrætten i Roskilde Kommune.
Elite- og Talentrådet har en årlig pulje på kr. 400.000 til talentudvikling. Puljen løber til og med 2016.