Jule- og Nytårshilsen

Klubbens medlemmer og deres familier ønskes en
Glædelig Jul og et Godt og Lykkebringende Nytår

 

Det er med stor glæde, bestyrelsen kan konstatere, at interessen for klubben og dens aktiviteter stadig er stigende. Den pæne tilslutning til klubbens forskellige arrangementer er et stærkt signal om medlemmernes fortsatte ønske og interesse i at mødes regelmæssigt og således opmuntrende for bestyrelsens arbejde fremover.

Juleskydningen, der var årets sidste arrangement, var ingen undtagelse. Her deltog 61 personer, hvoraf de 55 deltog i skydningen. Det var glædeligt at se, hvor mange forældre og søskende der deltog i skydningen, og der var mange gode resultater blandt "ikke medlemmer", (se billeder)

Bestyrelsen har i årets løb gjort meget for at øge synligheden. Her skal kort nævnes, at vi igen i år arrangerede Fugleskydningen i forbindelse med Ågerup sommerstævne et arrangement der ikke alene har gjort skytterne mere synlige, men også har givet nye medlemmer.
Med jævne mellemrum har der været artikler i Egedal/Lokalavis og på Skytten.dk omhandlende foreningen og dens virke.

Når vi taler om synlighed skal vi ikke undlade at nævne årets Skoleskydning for 5. klasses elever. I år deltog Jyllinge skole med fire klasser og Lindebjergskolen med 2 klasser. 127 elever fra de to skoler fik mulighed for at prøve skydning som idræt. Den øgede satsning på Skoleskydningen har på nuværende tidspunkt givet 14 nye medlemmer (12 børn og to voksne).
I den forbindelse skal det også nævnes at vi i årets vintersæson har tilmeldt 2 børnehold til divisionsturneringen på salongevær cal.22, og det ene hold fører deres division med maksimumpoint. Vi har også tilmeldt tre hold på luftgevær. Her er der skudt gode resultater, men desværre er de gode resultater ikke skudt på samme hold. Udover divisionsskydningen har vi givet de bedste skytter mulighed for at deltage i nogle af de kap-stævner, der er i landsdelen, - et tilbud vi også vil give i det nye år.
Alle BK og JUN skytter får tilbud om at deltage i Landsdelsmesterskaberne søndag den 29. januar 2012, og selvfølgelig GundsøCup 2012 i januar måned.

Hen over vinteren afholder foreningen 10 stk. 10 meter "pap" luftstævner på gevær og pistol. Bestyrelsen synes at det er vigtigt at der bliver skabt noget stævneaktivitet, og vi har derfor taget initiativ til disse stævner. Med dette initiativ vil vi gerne animere alle skytter til at deltage, også dem der normalt ikke tager ud til stævner, derfor fordeles præmierne ved lodtrækning.

Desværre fik vi ikke etableret den planlagte udendørs 10 meters faldmålsbane med 6 standpladser ved Gundsølillehallen. Vi har fået et areal tildelt af GSG&IF. Banen er forhåndsgodkendt af politiet, og DDS har bevilget et beløb til etablering af banen.
Gundsølille Idrætsforeningens Venner (GIV) er også "på banen", men vi har ikke kunne afse tid til etablering af banen. Det må være et af forårets projekter.

Forældre og andre frivillige hjælpere skal have tak. Det er dejligt at se, at man altid er villig til at give en hjælpende hånd, når vi beder om hjælp. Det gælder, både når bestyrelsen indkalder til renovering af skydebanerne og opholdslokalet, men også når der skal bages kage til vort stævne "Gundsø Cup".

Der arbejdes på at finde det nødvendige antal hjælpere til Gundsø Cup. Så... er du klar til at tage en tørn som hjælper måske bage én kage - en eller flere dage - i perioden 9. - 15. januar 2012 så svar på den - via mail - udsendte anmodning

Vi ser frem til mange gode stunder sammen i det nye år, hvor vi igen planlægger et bredt udbud af medlemsarrangementer, bl.a. Gundsø Cup 2012 fra 9. - 15. januar, Luftfaldmålsstævne 19. februar, der er godkendt af DDS som udtagelsesstævne til det kommende DM,  og Fastelavnsskydningen 20. februar.

Tryk her for nærmere information om Gundsø Cup.

På bestyrelsens vegne
Jens Kristian Andreasen, formand