Skoleskydning 2010 Gundsølille Skytteforening
&
Lindebjergskolen i Gundsølille

Landsdelsfinalen hold - Individuel - Billeder - Resultat Landsfinalen

 

Amalie skød det sidste skud for Lindebjergskolen i Gundsølille i dette års skoleskydning - en x10. Skuddet blev afgivet under landsmesterskaberne i Vingsted lørdag den 27. november 2010.

Det har været en spændende turnering. Eleverne fra Lindebjergskolen (57 elever) skød de første skud mandag den 27. september, og herefter var Gundsølille skytteforenings skydebane (mandag og onsdag formiddag)  "invaderet" af 5. klasses elever, der benyttede deres idrætstimer til at prøve en idræt, de ellers ikke havde hørt så meget om. Mange vidste godt, at der var noget, der hed luftgevær, og nogle havde også prøvet at skyde med et men det var meget få, der vidste, at det var en idrætsgren med ca. 150.000 medlemmer på landsplan.

Inden skolernes efterårsferie havde alle skudt en træningsrunde, hvor de alle havde afgivet 25 skud på fire  skiver. Inden de gik på banen første gang, fik de en grundig instruktion i "omgang med geværet", sikkerhed på og udenfor banen, brug af høreværn og vask af hænder efter at man har skudt.
Alle resultater under træningsrunden blev registreret og eleverne delt op i hold á 4 personer.

 Efter skolernes efterårsferie startede udtagelsesskydning til landsdelsmesterskaberne, og her blev der skudt efter de Danske Skytteforenings regler med et skud på hver skive med frit antal prøveskud afgivet indenfor 30 minutter. Alle skiverne i udtagelsesrunden blev elektronisk talt på en elektronisk skivebedømmer, så der ikke var tvivl om resultatet.
Det var anden gang eleverne var på skydebanen, og skydeinstruktørerne fra Gundsølille Skytteforening kunne se en stor fremgang hos alle skytter.

Gundsølille Skytteforening uddelte medaljer til de tre bedst skydende elever i hver af de tre klasser,
A-klassen, guld - Signe Kristensen, Sølv - Amalie Nielsen og Bronze - Magnus Sørensen
B-klassen, guld - Linnea Roak, sølv - Gitte Christensen og Bronze - Mads Bredtved
C-klassen, guld -  Magnus Troest, sølv - Natallie Roed Øvre og bronze - Oliver Kaarslev

Holdresultaterne blev sendt til landsdelsforeningen DDS Roskilde, der skulle stå for Landsdelsmesterskabet lørdag den 22. november.
DDS Roskilde modtog ialt 107 holdtilmeldinger fra skytteforeningerne i deres landsdel. Heraf blev der udtaget 22 hold, der skulle med til Landsdelsmesterskabet. Fra Lindebjergskolen havde tre hold kvalificeret sig. Et hold fra hver af de tre 5. klasser.

Det var nogle spændte elever, der mødtes på Fløng-Hedehusenes skydebane. for at deltage i mesterskabet.
De var mødt op i god tid og fik tiden til at gå med bl.a. kortspil.
Det første hold, der skulle på banen, var 5A, og her skød de samlet 760 point af 800 mulige et gennemsnit på 190 og 20 point mere, end de havde skudt under udtagelsesskydningen. Det bragte holdet op på førstepladsen, og herefter var det nogle meget spændte elever, der måtte vente i næsten 1,5 time, indtil mesterskabsturneringen var færdig. 5B havde skudt 740 point og 5C 739 point.
Signe Kristensen havde skudt sig op på førstepladsen med 195 point

På sidste skydehold blev de skubbet ned på andenpladsen af et hold fra Hvalsø skole, der skød 763 point. På det hold var der også en, der havde skudt mere end Signe.

Eleverne fra Lindebjergskolen var meget glade for deres sølvmedaljer, der samtidig betød, at de sammen med Hvalsø skytterne skulle med til Landsmesterskaberne, der afholdes i Vingsted skyttecenter lørdag den 27. november.

Få dage før landsmesterskabet væltede sneen ned over landet, og vi var meget nervøse for, at stævnet blev aflyst. Eleverne, forældre og hjælpere mødtes ved Gundsølillehallen lørdag morgen kl. 07.00, og her vurderede man, at der skulle gøres et forsøg på at nå frem til Vingsted, inden tidsfristens udløb. De første 30 kilometer gik i "sneglefart". Her var meget sne på vejen, men herefter var føret godt, og det gik i - næsten - normalt tempo mod Vingsted ved Vejle.

Vi ankom kl. 10.00 og fandt et bord i opholdslokalet. Kortene kom på bordet, og skytterne hyggede sig, indtil de skulle skyde kl. 11.45.
På skydebanen fik man indstillet bordet (øv det var ikke hæve-sænke borde), så godt man kunne. Nogle af skytterne måtte have skamler at stå på, da bordet ikke kunne komme langt nok ned.
Da alle skytterne fra Lindebjergskolen havde skudt, forlod man banen, og hjælperne var godt tilfredse med resultatet 765 point, 5 mere end de tidligere havde skudt. Det rakte dog ikke til en finaleplads, men til en 13. plads blandt de 26 deltagende skoler, et resultat de helt sikkert kan være stolte af.

Under finalen, hvor Hvalsø skole deltog, blev der indtaget sodavand, pølsehorn, Berliner pfannkuchen og slik. Det blev en spændende finale, hvor Hvalsø skole blev vinder, og derved Danmarks bedste skoleskydningshold 2010.
Efter præmieoverrækkelsen kl. 14.00, kørte vi tilbage til Gundsølillehallen, og alle var enige om, at det havde været en god og spændende dag, man ikke ville have undværet.

Jens Kristian Andreasen
29. november 2010