Medlemsmøde
Gundsølille Skytteforening

Afholdt 17. februar 2010 kl. 18.30 - 20.30
Kort beretning fra medlemsmødet
(ikke referat)

 

11 medlemmer og Per Lassen formand for Gundsølille Skytte Gymnastik og Idrætsforening var mødt op i opholdslokalet for at diskuterer foreningens virke i året, der var gået, og hvilke aktiviteter bestyrelsen har påtænkt det kommende år.

På dagsordenen skulle vi diskutere bestyrelsens beretning, regnskab med budget og vælge/genvælge bestyrelsen.

Det blev en livlig debat med mange spørgsmål og indlæg til bestyrelsen. Blandt andet ønskede man referatet fra medlemsmødet offentliggjort.
Der var også debat om bestyrelsesreferaterne, og her blev det en ”blød landing”. Bestyrelsesreferaterne vil ikke blive udsendt som foreningspost eller lagt på hjemmesiden. I stedet bliver de lagt i klublokalet til gennemsyn. Hvis man ønsker referatet tilsendt, skal man sende en mail til sekretæren. På hjemmesiden vil der blive lagt en kort beskrivelse af de vigtigste beslutninger af almen interesse.

Regnskabet viste et underskud på kr. 20.963,41, men set i lyset af de investeringer vi havde foretaget – ammunition til to år, renovering af opholdslokale m.m. – mente kassereren, det var et godt regnskab. Formuen ligger stadig et godt stykke over kr. 50.000,00. Efter en kort debat blev regnskabet taget til efterretning.

Under valghandlingen gjorde Søren Hansen opmærksom på, at han ikke ønskede genvalg. Han havde været glad for den tid, der var gået, men havde simpelthen ikke tid mere. Jens Kristian Andreasen stillede op som formand og blev valgt uden modkandidat.

Bestyrelsen blev valgt, og alle pladser besat.

  • Formand: Jens Kristian Andreasen
  • Kasserer: Pernille Mikkelsen (ikke på valg, vælges ulige år)
  • Sekretær: Marianne Lamhauge, genvalg
  • Bestyrelsesmedlem: Tonni Larsen, genvalg
  • Bestyrelsesmedlem: Annette Ulla Madsen, genvalg
  • Bestyrelsesmedlem, Anne Lykke Vesterlyng, nyvalg

Under eventuelt blev spørgsmålet om skytters adgang til skydekælderen udenfor de faste træningsaftner diskuteret. Der blev spurgt, om skytter med egne våben kunne få nøgle til kælderen, så de kunne træne, når de havde tid. Bestyrelsen lovede at undersøge, hvilke muligheder der er for at efterkomme ønsket.

Herefter blev spørgsmålet om oprettelse af 10 m baner diskuteret, forskellige muligheder vil blive undersøgt.

Den afgåede formand takkede for et godt møde og overlod ordet til den nyvalgte formand, der takkede for valget og håbede, at bestyrelsen kunne leve op til medlemmernes forventninger.

Dirigenten afsluttede mødet. Herefter blev der ”dømt” hygge med kaffe, kage, øl og vand.

Referatet vil blive lagt på nettet, når det er godkendt af dirigenten.

18.01.2010
Marianne Lamhauge
Referent

 

 


Printversion af indkaldelsen

 


Læs referatet